Dykker Ole Larsens Død paa Havets Bund i Maj Maaned, fra Dampskibet Øresund Med Beretning |
|||||
Mel. Guds himmel var saa mørk og graa 1. Dernede i det mørke Dyb Gaar Dykkeren sin Gang, Imellem Stumme Fisk og Kryb I Dykkerdragten trang Hel farlig er den Levevej, Og der skal Mod dertil, Thi passes Snor og Pumpe ej, Staar Livet straks paa Spil. |
4. Der blev saa stille, og man gav Bekymret ham signal; Han svarede ej fra kolden Grav, Var tavs som stumme Hval; En Jernbolt fra det sprængte Vrag, Igjennem Hætten brød, Vand trængte ind ved dette Slag, Og Dykkeren var Død. |
||||
2. Dog selv naar Alt i Orden gaar, Kan Døden melde sig; Og Dykkeren til Skibet naaer Kun som det kolde Lig. Ved Grenaa Ole Larsen gik Til Havets Bund saa kjæk For Farer havde han ej Blik, Han kjendte ej til Skræk. |
5. De drog ham stille op derfra, Og førte Liget Hjem, Hans Hustru og tre Smaa, ak ja, Hvem skal trøste dem? Hvem skal besvare Barnets Raab, Der venter Fader hjem, Jo, endnu er fra Himlen Haab, Og det skal blomstre frem. |
||||
3. Til Sprængning af et gammelt Vrag Han førte Alting med: Det blev den Dykkers sidste Dag, Thi vel kom han derned; Men kun som død han naaede op Fra Havets kolde Nat, Mens Skibet red paa Bølgens Top, Hans Bane endte brat. |
6. Thi Sjælen hævede sig fra Hav Derop paa Lysets Kyst, Og ham, som tog, hvad han os gav, Skal bygge i vort Bryst. Han ved, at Sjælen dukkede hist Til evig Glæde Frem; Der skal de ses igjen sorvist Og det skal trøste dem. |
||||
|
|||||
Kjøbenhavn Jul. Strandbergs Forlag Faas i Boghandlen, Ringgaardsstræde Nr. 18. Stuen. Trykt hos Bernh. Vennestrøm. (Skillingvise fra 1885) |
|||||
Udarbejdet af Niels Winther Christensen Bjælkager 8, Skovlund 6823-Ansager |
Tilbage til startsiden Tilbage til toppen |