Fejø, den 26de Oktober. (Meddelt.)

Igaar, Fredag den 25de oktober, var der Højtid paa Fejø, idet Kjøbmand R. Larsen og Hustru fejrede deres Guldbryllup. Kl. 2 tog Brudgom og Brud, fulgte af en stor Skare, til Kirken, for med deres Børn og Børnebørn at gaa til Herrens Bord, hvorefter de med alle de Mange, som var indbudne til Festen, kjørte til Svigersønnens, Lars Abrahamsens, Gaard, hvor Gildet skulle staae. Begge de Gamle, der er i en Alder af 73 og 71 Aar, og som alt have et Barnebarn paa 7de Aar, er almindelig raske og rørige og navnlig Manden, der aldrig har været syg og endnu er saa bevægelig og kvik, at han gør mangen en Yngling paa en Snees Aar tilskamme.

Igaar for 50 Aar siden blev disse agtværdige Ægtefolk samviede i Stokkemarke Kirke. I de første 25 Aar drev Manden Skomager Profission; han kom herover i meget smaa Omstændigheder og er nu en meget velstaaende Mand. Dog var der ikke nævnte Profission der lagde Grunden til hans nuværende Velstand, men driftig virken, arbejde og fortagsom, som han altid har været og er den Dag i dag, begyndte han samtidig med Profissionen – den han dog for længst har opgivet, en lille Handel, vovede sig endog ind paa den farlige Kornhandel, men var heldig, saa at han drev det til at havde 4 Fartøjer i Søen. Imidlertid var han saa Klog og besindig at holde op i tide og medens legen endnu var god, at opgive Kornhandlen – der dog egentlig var den, der lagde Grunden til hans nuværende Velstand -, og i mange Aar har han nu drevet en større Kolonial og Manufakturforretning, hvilken han dog agter at overdrage til en Dattersøn, der om et Aar bliver Myndig. Men Æren for at Forretningen er gaaet saa godt og saa heldigt, maa han dog dele med hende, der nu i 50 Aar troligen har delt Alt med ham, dele med sin Trofaste, dygtige, virksomme og paapasselige hustru, der, er lige saa godt inde i Handelen og Forretningen med alle dens Detaljer som han selv, til enhver tid kunde fyldestgjøre ethvert Krav, denne maatte stille til hende. I samfulde 50 Aar havde nu Disse Tvende levet tilsammen, og naar de nu see tilbage paa hele dette Spand af Tid, de samdrægtigen have gennemløbet med hinanden, da kunne de visseligen sige med en Mund og Hjerte; Herren har velsignet vore Aar og Dage, vort Arbejde og Gjerning med en lykke, der sjældent, sjældent bliver noget Ægtepar tildeel; han har velsignet os med Børn, Børnebørn og Børnebørnsbørn, velsignet os med vores Medmenneskers Agtelse, med Sundhed, Helbred, Tilfredshed og et rigeligt Udkomme, hvorfor vi ikke noksom kunne prise og takke den algode Gud, takke ham for al den Naade og Miskundhed, han har bevist os i vort lange og lykkelige Samliv. – Dog ingen Lykke er fuldkommen her paa Jorden, og det maatte ogsaa disse ellers saa lykkelige Ægtefolk sande, da de for 14 Aar siden fristede den store Sorg at miste deres eneste, dygtige, flinke og haabefulde Søn, der som Styrmand omkom paa Havet, der er blevet saa mangen en brav Sømand og Fejøboers Grav. –

Men over alle Grave hvælver sig dog Guds Himmel med alle dens Velsignelser, og give, at de mod deres Livs Aften endnu Livskraftige Gamle maae forundes mange af disse Velsignelser og nyde dem i Samfund med dem, de her savne, indtil Himlen aabner sig for dem og vor himmelske Brudgom hjemfører dem og lader dem favne ham, Sønnen, den højt elskede og dybt savnede!
Kilde: Lolland Falsters Folketidende 26 Oktober 1878.